Græderummet
Græderummet - en installation af Eric Andersen

Tårer og gråd er omdrejningspunkt for installationen i det grønne rum. Ifølge kunstneren er tårer det eneste menneskelige kommunikationsmiddel, der ikke kan afkodes umiddelbart. Tårer indikerer, at noget vigtig sker, men ikke hvad eller på hvilken måde. Tårer kan således udgydes af vrede, smerte, sorg, overraskelse, forvirring, afsked, erindring, kærlighed, glæde, konsensus, blæst eller helt uden årsager. I Græderummet inviteres publikum indenfor til at udgyde tårer i fællesskab og offentlighed. Og der er, ifølge kunstneren, nok at græde over i en kultur, hvor gråden alt for længe har været tabubelagt.




I Græderummet findes der forskellige objekter og effekter, der kan stimulere de besøgenes trang til gråd. Ud over de ni grædesten, som er specielt forarbejdet Verona-marmor formet som elliptiske sten, hver med to fordybninger til tårer, kan man i rummet bl.a. finde en saks, nåle, fjer - og en chilifrugt, der ligger parat til at blive hakket. Derudover er der et tilhørende lydbillede, der dannes af båndoptagelser med professionelle grædekoner. Gråd vil altid besidde en substans og efterlade spor. Tårernes mineraler vil, når de rammer de enkelte grædesten, påvirke krystallerne i marmoret. De elliptisk formede grædesten vil således kunne ændre struktur ved hjælp af publikums tårer. En tanke der ligger i forlængelse af Eric Andersens eksperimenterende kunstnerpraksis, hvor inddragelse af et aktivt publikum spiller en afgørende rolle.

       Kunsthallen Nikolaj       Nikolaj Plads  10       1067  København  K       Telefon: +45 3318 1780       Email: nikolaj@kunsthallennikolaj.dk